Til landsdelsforeningerne i DGI og DDS
 
Nu starter arbejdet
- et ”hyrdebrev” om fusionen
 
Den 13. december 2012
  
Både DGI’s årsmøde og DDS’s ekstraordinære årsmøde vedtog forslaget til fusion af de to organisationer med overvældende flertal. I sig selv er det en historisk beslutning. Men det giver også et godt grundlag for det arbejde, der nu skal i gang. Der er i begge organisationer et udbredt ønske om at arbejde konstruktivt med den kommende proces. For selv om vi politisk har arbejdet meget intenst de seneste måneder med at nå frem til en fusionsaftale, begge parter kunne være tilfreds med, er det først nu det egentlige arbejde begynder.
 
Forhandlingsgruppen mødtes umiddelbart efter vedtagelsen på DDS’s ekstraordinære årsmøde og besluttede her at fortsætte som et ”Rejsehold”, der kan bistå landsdelsforeningerne i den kommende proces, og i øvrigt koordinere og opsamle erfaringer.
 
Gruppen består af Søren Møller, Chr. Kjær, Lars Høgh, Per Frost Henriksen, Frank Lyngsø, Søren Brixen og Steen F. Andersen. På mødet tog gruppen stilling til nogle af de mest presserende spørgsmål og lagde en foreløbig plan for det videre arbejde.
 
Fusionsaftaler og vedtægter
Fusionen mellem de enkelte DGI- og DDS-landsdelsforeninger må gennemføres på grundlag af en særskilt fusionsaftale for landsdelen og et nyt sæt vedtægter. I tillæg hertil skal der udarbejdes et nyt sæt vedtægter for et eventuelt regionalt skydeanlæg.
 
Rejseholdet vil udarbejde en procesplan og skabeloner for både en fusionsaftale og de to sæt af vedtægter. Skabeloner og procesplan forventes udsendt i løbet af januar 2013.
 
Vi er bekendt med, at flere landsdelsforeninger allerede er langt fremme med processen, og vi håber, at alle snarest får iværksat en dialog mellem parterne. Vi vil dog anbefale, at landsdelsforeningerne ikke forhaster sig med nye ansættelser, men afventer en koordinering med landsplan og evt. andre landsdele.
 
Rejsehold og besøg
I løbet af en fusionsproces kan der opstå mange spørgsmål af såvel teknisk og administrativ art som af politisk art. Rejseholdet står til rådighed for sparring, rådgivning og enhver form for bistand i denne forbindelse. I tillæg hertil planlægger Rejseholdet at besøge alle landsdelsforeninger i løbet af første kvartal 2013 med henblik på en åben og uformel dialog om status og proces.
 
I den forbindelse vil Rejseholdet supplere sig selv med en række personer, der kan indgå i denne dialogproces.
 
Den økonomiske disponering i landsdelene
Det følger af fusionsaftalen, at landsdelene skal være lagt sammen senest den 1. januar 2014. Det forhindrer ikke, at landsdelene, kan beslutte at fusionere fra et tidspunkt i 2013. I 2013 er der ikke ekstra penge til arbejdet i landsdelene – her gælder de budgetter, som er vedtaget af DGI- og DDS-landsdelen. Fra 2014 gælder fusionsaftalens principper for økonomi. Det fremgår heraf, at der øremærkes 12 mio. kr. til skydning, og de fordeles mellem de enkelte landsdele efter den nuværende kriteriemodel i DDS. Af aftalen fremgår også et vejledende udgangspunkt for anvendelse af midlerne, nemlig at 1/3 går til aktivitet og 2/3 til personale, som skal arbejde med skydeaktivitet, foreningsudvikling og administration. Det er kun et vejledende udgangspunkt, og kan altså fraviges. Det aftales konkret i landsdelen, hvordan pengene bruges. Det ligger dog fast, at der skal være skydefagligt personale, og det er nødvendigt at der er enighed om midlernes anvendelse mellem landsdelens skydeudvalg og bestyrelse/direktør.
 
Grænsedragninger
Det er fastslået i Fusionsaftalen, at den kommune, en forening er hjemmehørende i, afgør, hvilken landsdelsforening foreningen tilhører. Men alle skytteforeninger kan som i andre idrætsgrene deltage i andre landsdeles aktiviteter efter eget valg.
 
DGI Skydning vil udforme et regelsæt, der nærmere fastlægger, på hvilken måde en forening kan dyrke sin aktivitet i en anden landsdel, så det sikres, at foreningen i sin helhed foretager et sådant valg, ligesom det skal afklares, hvilken landsdel et hold fra foreningen kan repræsentere. Det nye regelsæt vil blive præsenteret på det afsluttende årsmøde/konstituerende idrætskonference (jf. også nedenfor).
 
Det vil i den forbindelse også blive præciseret, hvilken indvirkning forholdet har på kriteriegrundlaget for fordeling af landsdelstilskud.
 
Årsmøde/idrætskonference for skydning i 2013
DGI Skydning skal gennemføre et møde, der godkender regnskab for 2012 for DDS og samtidig udgør det konstituerende møde, der fastlægger organiseringen for det nye landsudvalg DGI Skydning og underudvalg, samt foretager valg til det nye landsudvalg. Tidspunktet for mødet er endnu ikke fastlagt, men vil formentlig blive april/maj 2013.
Indtil dette møde fungerer den nuværende bestyrelse som landsudvalg for skydning og de nuværende udvalg fungerer som underudvalg.
 
Det betyder også, at den dato, der oprindeligt blev meldt ud som DDS’ årsmøde 2013 (9. marts) er slettet.
 
 
Grafisk identitet
I Fusionsaftalen blev det slået fast, at den nye organisation DGI skal have nyt logo og en ny designlinje. Det er en omfattende opgave, som skal koordineres med lanceringen af en helt ny hjemmeside og relancering af andre kommunikationskanaler. Så hurtigt som muligt vil tidspunktet for ibrugtagningen af den nye grafiske identitet blive annonceret. Indtil videre anvendes det eksisterende materiale (brevpapir, konvolutter m.v.). Rejseholdet anbefaler, at evt. indkøb af brevpapir m.v. doseres, så der ikke er store lagre af uforbrugt materiale, når den nye grafiske identitet skal tages i brug.
 
Landsstævnet i Esbjerg 2013 markedsføres under navnet DGI, da DGI er den faktisk eksisterende organisation til den tid.
 
Glædelig jul
Afslutningsvis skal vi ikke lægge skjul på, at vedtagelsen af fusionen har været en stor beslutning, men også en beslutning som fylder os med stor glæde og optimisme. Vi kan nu i fællesskab løfte nogle af de store udfordringer, der tegner sig. Vi kan arbejde sammen om at rekruttere flere aktive, flere medlemmer og flere frivillige, og vi kan med spænding og forventning se frem til den kommende udredning af idrættens økonomi og struktur.
 
Vi har kaldt dette brev for et Hyrdebrev. Ifølge Wikipedia er et hyrdebrev ”… navnet på en biskops rundskrivelse til stiftets præster og menigheder med retledende udtalelser om spørgsmål og forhold, som ligger for.” Vel er vi ikke biskopper og landsdelsforeningerne ikke menigheder, men alligevel har vi fundet det nyttigt at informere om de løbende overvejelser og beslutninger. Det forventer vi at fortsætte med – efter behov og indtil videre.
 
Nu vi er i det religiøse hjørne, skal vi også benytte lejligheden til at ønske alle en glædelig jul.
 
 
 
De bedste hilsner
 
 
 
Søren Møller                                                Christian Kjær Pedersen
 
 
DGI Midt- og Vestsjælland - Skydning | Helligkorsvej 3 | 4000 Roskilde | Tlf.: 79 40 48 00